Lægeambulancer

Fra hospitalet til patienten

Tidligere var det mere almindeligt, at lægerne - både de privatpraktiserende og lægevagterne - kom på sygebesøg i patienternes hjem. Men i vore dage er det sædvanligvis patienterne, der må henvende sig i lægens konsultation.

I København - og i de seneste år også i andre af de store byer - er det imidler­tid forløbet omvendt i forbindelse med pludseligt syge og alvorligt tilskade­komne. I sådanne tilfælde kan lægerne nu i de store byer komme til patien­terne, og i København har det i de se­neste 12-13 år skønsmæssigt reddet 3.500-4.000 mennesker! Der er reelt tale om, at man flytter den avancerede behandling fra hospitalet ud til skade­stedet.

Den nuværende lægeambulance­ordning i København blev således etableret som forsøg i 1985. Siden er ordningen blevet en uundværlig del af byens ambulancetjeneste. Køben­havns Brandvæsen har deltaget aktivt i hele forløbet, inklusive de forudgå­ende ordninger.

Ambulancefolkenes traditionelle indsats, førstehjælp og hurtig skånsom befordring til hospital, blev på et tids­punkt i 1950'erne, suppleret med en mulighed for tilkaldelse af narkoselæ­ger.

I 1960'erne blev denne mulighed erstattet af en ordning med central­visitationen på Københavns Kommu­nehospital. Efter den nye ordning blev en læge - visitator - afhentet på hospi­talet af en af brandvæsenets ambulan­cer, og derefter kørt til skadestedet.

Samtidig med udrykningen til Kom­munehospitalet - ofte med station Adelgades ambulance - blev den/de nødvendige ambulancer naturligvis afsendt direkte til skadestedet.

Ordnin­gen blev sædvanligvis brugt i forbin­delse med pionerudrykninger til druk­neulykker og ulykker med fastklemte.

Omfanget kan desværre kun be­lyses med en statistik for perioden 1. december 1975 til 1. juni 1976, hvor visitator i alt blev afhentet 53 gange. I 24 af disse tilfælde blev alarmen dog afblæst, inden ambulancen med lægen nåede frem.

Forsøg med hjerteambulance

I perioden 1. november 1972 til 30. april 1973 blev der gennemført et for­søg med indsættelse af en såkaldt hjerteambulance i København. For­eningen Hjertesygdommenes Bekæm­pelse, Københavns Brandvæsen, Rigs­hospitalet og Kommunehospitalet samarbejdede om projektet.

Hjerte­ambulancen var bemandet på man­dage - fredage fra kl. 8.00 til 16.00 med to brandmænd fra Københavns Brandvæsen, en sygeplejerske og en læge fra Rigshospitalet. Flyvevåbnet stillede ambulancen - en stor kasse­vogn med god plads - til rådighed, og et privat firma forsynede den med elektronisk behandlings- og overvåg­ningsudstyr, udstyr der svarede til det, der fandtes på akutte hjertemod­tagelser på skadestuerne.

Hjerteambulancen skulle primært sendes til patienter med formodet akut blodprop i hjertet og andre alvorlige akutte hjertetilfælde. I begyndelsen af 1970'erne skyldtes ca. 20% af alle dødsfald i Danmark akut blodprop i hjertet, og hensigten med forsøget var, at vurdere om hjerteambulancen - ved sin hurtige indsats overfor patienterne - ville medføre bedre behandlings­resultater. Når hjerteambulancen var ledig, blev den også alarmeret i de til­fælde, hvor det ellers var visitator på Kommunehospitalet, der blev alarme­ret.

Ambulancen var stationeret på Rigshospitalets flyvemedicinske Kli­nik på Tagensvej, hvor den alarmere­des fra brandvæsenets vagtcentral. Ambulancen dækkede et distrikt sva­rende til distrikterne for hovedbrand­stationen og brandstationerne Øster­bro, Adelgade og Fælledvej.

Forsøget gav gode resultater, og viste bl.a., at 3-4 hjerteambulancer i København årligt ville kunne redde ca. 100 mennesker fra at dø som følge af hjertestop.

Kortvarigt forsøg i 1985

Uanset ovennævnte gode resultater, og uanset, at der i andre lande, som Dan­mark gerne vil sammenlignes med - navnlig de andre nordiske - fandtes permanente lægeambulanceordninger, gik der mere end 12 år inden der igen blev lavet forsøg med en ambulance fast bemandet med en læge i Køben­havn.

I en uge i henholdsvis august og september 1985 bemandedes Køben­havns Brandvæsens reserveinspektørvogn P 1 (Mercedes-Benz 1974) med en narkoselæge og med korpsambulancemester Ib Johnsen som chauffør og observatør. „Lægeambulancen" var i begge uger bemandet på mandage til fredage fra kl. 8.00 til 16.00, og sta­tioneret på det centralt beliggende Kommunehospital.

Lægeambulancen alarmeredes telefonisk fra brandvæse­nets vagtcentral, og i alt rykkede den ud 34 gange i forsøgsperioden. Den gennemsnitlige udrykningstid var 42 sekunder, og køretiden var i gennem­snit fire minutter og seks sekunder.

Udover de patienter, som visitator hid­til var blevet alarmeret til, omfattede forsøget i 1985 også patienter uden åndedræt, patienter med hjertestop og ofre for el-ulykker.

I alt behandledes 35 patienter, og selv om lægerne anså materialet for at være meget lille, følte de involverede, at den nye holdning: Hurtigst mulig iværksættelse af en egentlig behand­ling og dermed stabilisering af patien­ten inden befordring til hospital, burde praktiseres i en meget længere forsøgs­periode.

Først derved mente man, at kunne opnå den nødvendige doku­mentation for behovet for en perma­nent ordning. Men de nødvendige be­villinger til et længerevarende forsøg manglede.

To-årigt forsøg

Efter forsøget i august-september 1985 udarbejdede lægerne en rapport, og hospitalsborgmester Jørgen Frede­riksen fik sagen forelagt. Borgmeste­ren handlede hurtigt og godkendte i november 1985, at der med omgående virkning blev iværksat et to-årigt for­søg med en lægeambulance statione­ret på Kommunehospitalet.

I første omgang brugtes ambu­lance A 3 (Mercedes-Benz 1976), der bemandedes med en læge og med en brandmand som chauffør. Af udseende skilte A 3 sig jo ikke ud fra de andre ambulancer, så den blev forsynet med tydelige påskrifter „Lægeambulance".

Efter nogen tid blev A 3 afløst af en tilsvarende ambulance A 1, ligeledes med særlige påskrifter.

Ordningen fungerede på hver­dage fra kl. 8.00 til 16.00. Mellem udrykningerne gennemgik de involve­rede brandmænd en omfattende uddannelse, så de kunne assistere lægen på optagelsesstedet. Allerede på forsøgets 5. dag - den 7. november 1985 - genoplivede lægeambulancens mandskab den første patient efter hjer­testop.

Flotte resultater - stigende krav

I 1996 - ti år efter etableringen af læge­ambulanceordningen - gjorde den da­værende chef for lægeambulancen overlæge på Hvidovre Hospital Mo­gens Bredgaard Sørensen status for ordningen. Det var i den forbindelse, at det skønnede antal reddede patien­ter - ca. 300 årligt - blev oplyst.

Antallet af lægeambulanceud­rykninger havde i hele perioden lig­get nogenlunde konstant på ca. 6000 pr. år, svarende til 10 - 12 % af alle ambulanceudrykninger i København og på Frederiksberg (ordningen blev fra den 1 .januar 1996 udvidet til også at omfatte Frederiksberg Kommune).

Det er Alarmcentralen, der i hvert en­kelt tilfælde skønner om lægeambu­lancen skal medsendes.

Da lægeambulanceordningen i 1988 blev gjort permanent, blev brandmændenes tjeneste ved læge­ambulancen af Københavns Brandvæ­sen gjort til specialtjeneste.

Arbejdet i denne specialtjeneste blev gjort betin­get af, at ambulancefolkene gennem­gik et to-ugers kursus som med tilfredsstil­lende resultat. Kurset omfattede bl. a. undervisning i defibrillering, anatomi, fysiologi og symptomlære.

I 1991-92 gennemførtes en ny uddannelse af de 24 brandmænd, der på dette tidspunkt var fast tilknyttet lægeambulancen. I forbindelse med denne uddannelse fik deltagerne en ny titel: ambulancelægeassistent.

De ar­bejder på skift mellem akutambu­lancerne/sygetransporttjenesten og lægeambulancen, med en måneds tje­neste på lægeambulancen hver fjerde eller femte måned.

Senere har ambulancelægeassistenterne fået yderligere supplerende uddannelse med øget behandlerkompetence.

Materiellet

I 1986 blev den almindelige ambu­lance afløst som lægeambulance, da brandvæsenet købte en hurtig person­bil af mærket Ford Scorpio blev den indsat som lægeambulance i juli 1986, og fik betegnelsen A99.

Resultaterne af forsøget med læge­ambulance var så overbevisende, at ordningen var blevet udvidet flere gange. Allerede inden udløbet af den to-årige forsøgsperiode fungerede den fra den 1. juli 1987 hele døgnet.

Med virkning fra den 1. septem­ber 1987 blev der indsat en ekstra lægeambulance på hverdage fra kl.16.00 til 22.00 og fra lørdag kl. 8.00 til søndag kl. 24.00. Som læge­ambulance 2 indsattes A93 (Ford Scorpio 1985).

I 1988 donerede Mercedes Dan­mark en splinterny Mercedes-Benz 230 stationcar til Københavns Kom­munes hospitalsvæsen. Den indsattes som lægeambulance 1, mens A 99 kørte som lægeambulance 2 og A93 overgik som reserve.

Igen i 1992 fik hospitalsvæsenet en flot gave i form af endnu en ny lægeambulance. Giveren var denne gang en ældre kvinde, der i taknem­melighed over tidligere at være blevet reddet af mandskabet på en af læge­ambulancerne, havde testamenteret næsten en million kroner til et nyt kø­retøj.

Også denne gang faldt valget på den rummelige Mercedes-Benz 230 stationcar.

En udskiftning fandt sted i slutningen af 1997, da Hoved­stadens Sygehusfællesskab udskiftede lægeambulancerne fra 1990 og 1992 med to nye af mærket Chrysler Voy­ager.

Akutlægebilens formål er blandt andet at redde liv, at afkorte sygdomsforløb, forbedre prognosen ved tidlig korrekt behandlingsindsats, at lindre smerter og ubehag, samt at vurdere behandlingsindikation og foretage en hensigtsmæssig visitation.

Akutlægebilen ledes af en anæstesiologisk overlæge, der varetager de ledelsesmæssige og administrative opgaver for den præhospitale lægelige indsats. Herunder samarbejdet med brandvæsen, alarmcentral, politi, hospitaler i regionen herunder skadestuer og akutte modtageafdelinger.

Enheden er i dag geografisk placeret på Københavns Brandvæsens Hovedbrandstation, men hører organisatorisk til Anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet. Akutlægebilen er bemandet med en speciallæge i anæstesiologi og en specialuddannet lægeambulanceassistent, og rykker ud hele døgnet 365 dage om året.

Siden arbejdes der videre på.... der skal lægges statistiker på gennem årene, og historien skrives op til dato....