alt
alt
 
 
alt
 
 
Meddelelsestjenesten
 
Ved oprettelsen af røgbeskyttelsestjenesten i 1930 blev det af yderligere vigtighed hurtigt at kunne komme i forbin­delse med brandvæsenets eneste røgtender under kørsel for at udnytte den mest muligt. Den naturlige løsning af dette spørgsmål var radio, og efter tilladelse fra post- og telegrafvæsenet, under hvem radio sorterer, påbegyndte man forsøgene i samarbejde med radiofirmaet M.P.Peder­sen.
 
På hovedbrandstationen etableredes et stationært sender-og modtageranlæg, hvilket ikke var særlig kompliceret. Men i dag, hvor transistormodtagere er en selvfølgelig ting, er det ikke umiddelbart indlysende, hvilke vanskeligheder der måtte overvindes i radioens barndom, specielt hvad de mobile sender- og modtageranlæg angik. Apparaterne var tunge, store og klodsede, og før man fra røgtenderen kunde gøre klar til at sende, måtte en høj antenne rigges til, hvil­ket dog kunde ske i løbet af kort tid.
En stor gene var det imidlertid, at man kun kunde modtage under kørsel, me­dens vognen måtte holde stille for at sende.
 
Endvidere blev modtagelsen stærkt generet af støj fra sporvognene, og høje husrækker gav ofte skyggevirkninger for senderen, så radiobølgerne vanskeligt kunde nå igennem.
 
Forholdene bedredes dog betydeligt, efter at man i be­gyndelsen af 1937 installerede en modtagerstation på Kø­benhavns vandforsynings højdebeholder på Bellahøj og denne station blev sat i direkte telefonisk forbindelse med hovedbrandstationens telegrafstue, hvor man havde højt­talere for begge modtagere (hovedbrandstationen og Bella­høj) anbragt ved siden af hinanden.
 
I 1939 oprettedes yder­ligere et stationært sender- og modtageranlæg i Sundby vandtårn, hvorved man fik dækket Amager og havneområ­det bedre ind. Samtidig opnåedes herved, som et led i de almindelige luftværnsforanstaltninger, mulighed for for­bindelse, selv om Amager skulde blive afskåret fra den øv­rige del af byen. Der indrettedes derefter modtager- og senderanlæg i endnu en røgtender og modtager i vagtha­vende brandinspektørs udrykningsvogn. 
Medens man ved disse anlæg havde benyttet mellem­bølgeområdet, påbegyndtes i 1942 forsøg med FM-materiel. Ligesom tidligere foregik disse i samarbejde med ingeniør­firmaet M.P.Pedersen.
 
Forsøgene måtte imidlertid indstil­les, da tyskerne efter 29. august 1944 forbød brandvæsenet at anvende radio. Men dermed lod de sig ikke nøje. 1. fe­bruar 1945 mødte bevæbnet tysk sikkerhedspoliti op og krævede alt radiomateriel udleveret. Det førtes til Gestapos radiodepot i Ingeniørhuset og gik følgelig tabt ved bombar­dementet af Shellhuset 21. marts.
Heldigvis havde tyskerne ikke kendskab til FM-prøvemateriellet (en sender i Sundby vandtårn, en modtager på brandstationen i Markmandsgade og en vognstation i vagthavende brandinspektørs ud­rykningsvogn), eftersom det som tilhørende ingeniørfir­maet ikke var opført på brandvæsenets materielliste.
 
Dette moderne radiomateriel holdtes skjult resten af krigen, hvorefter det straks kunde tages i brug.
Man gik nu helt over til FM. 1945/46 oprettedes sender-og modtageranlæg på højdezonebeholderen på Brønshøj­vej, men dette var kun en midlertidig foranstaltning. 1947/48 overførtes hovedsenderen til Sundby vandtårn, medens hovedmodtageren forblev på Brønshøj vej. I 1954/55 blev der installeret en reserve-hovedsender på Hovedbrandstationen og en reserve-modtager i Sundby vandtårn.
 
1. okto­ber 1958 flyttedes hovedsenderen fra Sundby vandtårn til A/S Kongens Bryghus' vand- og silotårn, Rahbeks Alle 3. I 1966/67 overgik man til 2-kanaldrift, og i forbindelse her­med oprettedes yderligere en basisstation (sender og mod­tager) på Brønshøjvej samt en reserve-basisstation (sender og modtager) på brandstationen i Markmandsgade.
 
Samtidig med disse udvidelser af de stationære anlæg er også de ambulante gradvis blevet udvidet til at omfatte praktisk talt alle brandvæsenets køretøjer foruden et antal walkie-talkies.
Brandtelegrafens udvikling, ikke mindst under Liisbergs ledelse, har tidligere været omtalt. I 50'erne foretog lederen af radiotjenesten, brandinspektør, senere overbrandinspek­tør A. Rasmussen undersøgelser og forsøg til en videre ud­bygning heraf for at muliggøre, at alarmeringen ikke blot blev hurtigere og sikrere, men tillige besparende, både med hensyn til mandskab og ledninger.
 
I samarbejde med ingeniørfirmaet N. Tønnes Pedersen A/S påbegyndtes i 1959/ 60 etableringen af det elektroniske centralalarmeringsan-læg, som i 1962/63 blev taget i brug af stationerne i Adel­gade og på Enghavevej og af de øvrige stationer i 1963/64.
 
Alle alarmeringer - uanset om de sker pr. brandalarm eller pr. telefon - går nu til vagtcentralen, som straks alar­merer den station, der skal rykke ud. De enkelte køretøjer er forbundet med centralalarmeringen, og så snart de kører ud, registreres dette optisk på vagtcentralen, som dermed har sikkerhed for, at udrykning er på vej. Ved hjemkom­sten melder de enkelte køretøjer sig over centralalarme­ringen igen til vagtcentralen, som på denne måde altid har overblik over, hvilke køretøjer der er til disposition på de enkelte stationer.
 
Ved alarmering på stationerne anvendes såvel optisk som akustisk alarmsignal over højttalere, og der er truffet sikringsforanstaltninger, så alarmeringen alligevel vil kun­ne gå igennem, selv om et enkelt led skulde svigte.
 
Gennem radiotjenesten er centralalarmeringen ikke blot i forbindelse med det rullende materiel, men også med brandstationerne på Frederiksberg og i Gentofte, Politi­gården, Falck-huset, Vægtergården, Havnevæsenet og Vandforsyningen. Desuden er de fleste københavnske politista­tioner og hospitaler tilsluttet brandvæsenets automattele­fonsystem.
 
Centralalarmeringssystemet har vist sig at være ganske overordentligt effektivt i enhver henseende, og som det eneste i sin art i verden har det da også været genstand for megen opmærksomhed fra en lang række lande over hele kloden.
 
 
"En vandring gennem en udvikling"
af tidligere Vagtcentralmester Svend Bille Petersen
 
Det var selvsagt med en vis forventning, da man mødte op på Hovedbrandstationen den 1. april 1948.
Brandskolen lå i øverste etage. Vi blev her modtaget af korps-brandmester Robert Nielsen, for under hans ledelse at blive sat ind i brandvæsenets materiel og arbejdsområde.
 
At det drejede sig om brandslanger, stiger, vand m.m. ja det kunne vil ikke undre nogen, men at vi også skulle møde begreb som morsetegn, liniemorse, samlemorse, alarmkredse, jo det kom vel bag på de fleste af os. At vi tilligemed skulle undervises i telegrafering en time hver dag i den første måned, ja det forstod vi knap værdien af. Instruktørerne var 2 postkontrollører (Bjerre­gaard og Jansen).
 
Endvidere blev vi gjort opmærksom på, at tele­grafering var et eksamensfag på 2. del og vi blev opfordret til at vedligeholde indøvningen ude på bi-stationernes øvelsesapparater året igennem. Tro det eller ej, vi stod nærmest i kø for at opnå en rutine heri.
Da vi efter skolen kom ud i udrykningen, forstod vi snart vigtig­heden i at kunne telegrafere og læse morsetegn.
 
Liniemorsen for­bandt vagtcentralen og bi-stationerne imellem, og var det primære meddelelsesmiddel. Ildebrande, teaterlister, orlovs- og erstatningslister, gadespærringer, ja faktisk alt blev morset ud. I tiden 07.00 til 22.00 skulle bi-stationernes telegrafist skrive ambulanceturene på liniemorsen efter disse var modtaget fra vagt­centralen over magneto-telefonen. Telegrafisten var en normeret plads, og var forbindelsesled mellem vagtcentral og udrykningen.
 
Tjenesten var meget bunden til telegrafstuen (den nuværende stationsvagt) og når vagtcentralen "sendte" ildløstegnene efter­fulgt af en adresse, ja så stod telegrafisterne henover morseapparatet med "kørebogen" i hånden for at se om "ens" station var omfattet af adressen, klar til at svare.
 
 
Stationen blev så alarmeret, hvilket skete ved klokkesignaler, dog ikke på Dæmningen. Her havde man noget så moderne som tone-ud­styr og højttaler. De andre bi-stationer, her skrev telegrafisten en køreseddel, som blev afleveret til en forbiløbende brandmester. Dette med sedlen varierede fra station til station.
 
På Fælledvej, hvor telegrafstuen lå over remisen, blev køresedlen kastet ud af vinduet fastgjort i en klemme i en tilpas lang snor.
På Østerbro blev sedlen via rørpost sendt ned i remisen, de 3 brandmestre studerede sedlen i rangorden, hvorefter vi kørte. At samme rørpost nu og da også blev brugt som askebæger gjorde næppe køresedlerne mere læselige.
 
Vi skal lige gøre telegrafisten færdig. Udover alarmering, havde han også ansvar for egne alarmkredse samt daglige målinger af strøm­styrke over signalanlæg.
 
Hovedstationen skilte sig væsentlig ud i alarmeringsmæssig hen­seende. Når klokkerne gik (på en brandstation ringer klokkerne ikke, de "går"), skulle sprøjtens nr. 3 hente en plade på vagt­centralen. På pladen stod adressen skrevet samt en afkrydsning for køretøjer, der var omfattet af denne udrykningsadresse. Fra vagtcentralen løb man ud i remisen, hvor man satte pladen op i et lysbilledapparat placeret i remisens venstre side. Ifald man skulle med, ja så var det om at komme op i sprøjten og få "tøjet" på. I modsat fald skulle man bringe pladen tilbage til vagtcentralen.
 
 
Hvis man i sin iver for at være hurtig fik vendt pladen forkert i fremviseren, så manglede det ikke på "muntre" bemærkninger fra den ventende udrykning. Alt dette lyder jo meget nemt, og det var det vel også i dagtimerne, men forestil jer den 12 mands sovestue for spr. + tdr. + inspektørvogn, (den nuværende alarmcentral) og man som sprøjtens nr. 3 lå i sengen umiddelbart til højre for vinduet, og klokkerne "går" ved 2-3 tiden om natten, ja så var det noget af en præstation at mase sig igennem en "dyne" på 11 mand, for at være rimelig hurtig til at hente pladen og bringe den ud i remi­sen.
 
Hvornår dette system blev indført aner jeg ikke, men det virkede til midt i 50'erne, hvor man efter en større ombygning på den daværende vagtcentral (den nuværende spisestue) overgik til akustiske signaler samt højttalersystem og betjeningspanel med køretøjstableau i den ombyggede vagtcentral.
 
 
Morsesystemet levede dog videre, idet man anvendte morsetegn for at skille de forskellige udrykningssammensætninger fra hinanden. Ligeledes var liniemorsen det bærende element i vort interne system.
 
Naturligvis gav ombygningen mange arbejdsmæssige forbedringer, nyt K.T.A.S. modtageudstyr, signalpanel for st. H, oversigtspanel for alle køretøjer, alt centralt placeret i en pult og kørekreds bogen blev udskiftet med en karrusel, placeret midt for pulten.
Bemandingen på vagtcentralen var i øvrigt 2 mestre og 1 hjælper. Her er det vel rimeligt kort at ridse brandvæsenets radioudstyr op.
 
I 1948 havde man radio i 5 vogne: Vagthavende inspektør, reservevagthavende inspektør, røgtender H, pionervognen ("dykker") samt i ambulance H 2, men først i 50'erne kom der lidt gang i opbygningen af et mere omfattende radioudstyr, da var der dog fortsat kun een radiokanal, og der skulle gå adskillige år før dette ændrede sig. Men selvfølgelig ser man på belastningen f.eks. i 1948 med ca. 2300 brandudrykninger og 23.000 ambulanceudrykninger, hang det hele såmænd meget godt sammen med de tekniske forhold.
 
Det var også i denne periode de resterende bi-stationer fik ændret signaludstyret fra klokkesignaler til tone- og højtalerudstyr.
I slutningen af 50'erne og først i 60'erne blev den nuværende centralalarmering udviklet, uagtet at starten foregik ved at man stillede kasse oven på kasse, vel nok den teknisk største udvik­ling i en lang årrække. Ingen tvivl om udrykningstiderne blev kortet ned, og dermed brandvæsenet endnu mere effektivt. Det var også i denne periode, nemlig maj 1965, det første "fremmede" Brandvæsen (Gentofte) kom ind under centralalarmeringen.
 
Udviklingen medførte en personaleudvidelse fra 7 til 12 mestre. Samtidig betød det et farvel til 16 telegrafistpladser. I reali­teten forsvandt dermed retrætepladserne for skadede brandfolk, men for brandvæsenet som helhed var det en væsentlig personale­besparelse.
 
At samme udbygning gav nogle ulemper på vagtcentralen, nye huller i gulve og vægge, ja det siger sig selv, men med fæles hjælp fra såvel vagtcentralpersonale som telefolk, håndværkere m.m. blev det klaret. I realiteten fortsatte ombygningen direkte over i udviklingen fra vagtcentral til alarmcentral.
 
Det med at overflytte 0-0-0 tjenesten til vagtcentralen begyndte at spøge omkring 1963-64. Baggrunden for overflytningen lå i automatiseringen af telefoncentralerne og selskabernes ønske om at blive frigjort for denne særtjeneste.
I Hovedstadsområdet blev det besluttet at placere 0-0-0 tjenesten på hovedbrandstationen, da 65 % af opkaldene berørte Københavns Brandvæsen. I det øvrige land varetages 0-0-0-tjenesten af politiet.
 
 
I midten af 1965 tog alting fart. 2 K.T.A.S.-snoreborde blev stil­let op. Vi fik en uddannelse og den 7. december 1965 kl.1200, ja så var det en realitet. Samtidig blev dagtjenesten oprettet.
En ny opgave kom til vagtcentralen, nu alarmeringscentralen. Ved overgang til alarmcentral blev en del sekundært arbejde overført herfra til andetsteds i brandvæsenet. K.T.A.S. oplyste at der var ca. 7-800 opkald i døgnet, og det passede såmænd nogenlunde de første par år. Opkaldenes karakter var nogenlunde hvad vi var kendt med, dog med nogle undtagelser.
En ganske kort periode styrede vi hastebesøgene til natlægevagten for Amager og Sydhavnen.
 
Blandt de opkald der kan give problemer at løse er opkald fra biltelefoner og radiotelefoner, og her er et lille udpluk: En markbrand ved Arresø fik vi fra et fly via Lyngby Radio, en gårdbrand ved Rødby over en biltelefon (i øvrigt den eneste melding herom) og for ganske nylig en radiotelefon angående en grundstødning i Omøsund, alle opgaver forbundet med en vis spænding at løse på tilfredsstillende måde.
 
 
I årene 1967-69 blev 11 kommuner underlagt centralalarmeringen. Her oplevede vagtcentralpersonalet nye og uvante situationer. Vi der var forvent med altid at få såvel gade som husnummer kunne nu få en adresse, der kunne lyde: X-vej lige efter den gule lade. Det var en underlig overgang, der krævede lidt tilvænning.
 
Internt var der også sket ændringer. Ved overgang til alarmcen­tral blev vi underlagt Hovedstadsrådets brandudvalg. Da brandvæ­senet nu skulle drive alarmcentralen som entreprenør, medførte dette selvsagt meget udvalgsarbejde og nye kommandoveje. Også en situation, der krævede tilvænning.
 
Det var også i denne periode alarmcentralen fik pladsproblemer, så vi begyndte at "stjæle" lokaler fra udrykningsfolkene, noget som tilsyneladende ikke er slut endnu. Småt i småt flyttede vi ind i vort nuværende lokale, fik nye 0-0-0 borde, nye central-og alarmeringspulte, 3 radiokanaler:
 
Kanal 1. Frekvens 81.7750 mhz - Ildløskanal København / Frederiksberg.
Kanal 2. Frekvens 81.4750 mhz – Ambulancekanal København / Frederiksberg.
Kanal 3. Frekvens 81.3000 mhz – Ildløs Omegn – Dragør / Farum / Glostrup / Birkerød / Søllerød.
 
 
Ja,nu var vi blevet rigtigt "store".
 
Undervejs blev også opbygget et fælles vej register. Vi kom igen­nem karrusel, løse bøger, vippeborde, mikrofisch for at ende ved vort EDB-register.
 
Først i 70'erne fik vi resterende kommuner indenfor "vort" tele­fonområde, ind på centralalarmeringen. Disse kommuner var Falck-betjente, alarmeringsformen var som de andre kommuner, dog uden direkte radiokontakt med afsendte køretøjer. Dette var en, for os, uvantalarmeringsmåde, og begreber som afstande og dermed køretider skulle man vænne sig til.
Vi havde nu fået den størrelse som vel var tiltænkt en alarmcen­tral i Hovedstadsområdet.
 
Alarmcentralen flytter ind i det gamle sprøjte/tender soveværelse. Bemærk karrusel til venstre og vippebord til højre.
Udviklingen op igennem 70'erne og 80'erne bestod især i opbygning af et båndoptager system, hvor vi i dag er endt med en 64 spors båndoptager med 24 timers drift, samt små båndoptagere på centra­le pladser.
 
Endvidere er sket en konstant tilgang af ABA-anlæg på det seneste på et specielt opstillet computerudstyr. Derudover er opstillet modtageudstyr for opkald fra motorvejsalar­mer i vort område.
 
 
Her er et billede som alarmcentralen ser ud i dag..... mere historie kommer senere...