Ved oprettelsen af røgbeskyttelsestjenesten i 1930 blev det af yderligere vigtighed hurtigt at kunne komme i forbin­delse med brandvæsenets eneste røgtender under kørsel for at udnytte den mest muligt. Den naturlige løsning af dette spørgsmål var radio, og efter tilladelse fra post- og telegrafvæsenet, under hvem radio sorterer, påbegyndte man forsøgene i samarbejde med radiofirmaet M.P.Peder­sen.

På hovedbrandstationen etableredes et stationært sender-og modtageranlæg, hvilket ikke var særlig kompliceret. Men i dag, hvor transistormodtagere er en selvfølgelig ting, er det ikke umiddelbart indlysende, hvilke vanskeligheder der måtte overvindes i radioens barndom, specielt hvad de mobile sender- og modtageranlæg angik. Apparaterne var tunge, store og klodsede, og før man fra røgtenderen kunne gøre klar til at sende, måtte en høj antenne rigges til, hvil­ket dog kunde ske i løbet af kort tid.

En stor gene var det imidlertid, at man kun kunne modtage under kørsel, me­dens vognen måtte holde stille for at sende. Endvidere blev modtagelsen stærkt generet af støj fra sporvognene, og høje husrækker gav ofte skyggevirkninger for senderen, så radiobølgerne vanskeligt kunde nå igennem

Forholdene bedredes dog betydeligt, efter at man i be­gyndelsen af 1937 installerede en modtagerstation på Kø­benhavns vandforsynings højdebeholder på Bellahøj og denne station blev sat i direkte telefonisk forbindelse med hovedbrandstationens telegrafstue, hvor man havde højt­talere for begge modtagere (hovedbrandstationen og Bella­høj) anbragt ved siden af hinanden. 

I 1939 oprettedes yder­ligere et stationært sender- og modtageranlæg i Sundby vandtårn, hvorved man fik dækket Amager og havneområ­det bedre ind. Samtidig opnåedes herved, som et led i de almindelige luftværnsforanstaltninger, mulighed for for­bindelse, selv om Amager skulde blive afskåret fra den øv­rige del af byen. Der indrettedes derefter modtager- og senderanlæg i endnu en røgtender og modtager i vagtha­vende brandinspektørs udrykningsvogn.

Medens man ved disse anlæg havde benyttet mellembølgeområdet, påbegyndtes i 1942 forsøg med FM-materiel. Ligesom tidligere foregik disse i samarbejde med ingeniør­firmaet M.P.Pedersen. Forsøgene måtte imidlertid indstil­les, da tyskerne efter 29. august 1944 forbød brandvæsenet at anvende radio. Men dermed lod de sig ikke nøje.

Alle alarmeringer - uanset om de sker pr. brandalarm eller pr. telefon - går nu til vagtcentralen, som straks alar­merer den station, der skal rykke ud. De enkelte køretøjer er forbundet med centralalarmeringen, og så snart de kører ud, registreres dette optisk på vagtcentralen, som dermed har sikkerhed for, at udrykning er på vej. Ved hjemkom­sten melder de enkelte køretøjer sig over centralalarme­ringen igen til vagtcentralen, som på denne måde altid har overblik over, hvilke køretøjer der er til disposition på de enkelte stationer.

Ved alarmering på stationerne anvendes såvel optisk som akustisk alarmsignal over højttalere, og der er truffet sikringsforanstaltninger, så alarmeringen alligevel vil kun­ne gå igennem, selv om et enkelt led skulle svigte.

Gennem radiotjenesten er centralalarmeringen ikke blot i forbindelse med det rullende materiel, men også med brandstationerne på Frederiksberg og i Gentofte, politi­gården, Falck-huset, Vægtergården, havnevæsenet og vand­forsyningen. Desuden er de fleste københavnske politista­tioner og hospitaler tilsluttet brandvæsenets automattele­fonsystem.

Centralalarmeringssystemet har vist sig at være ganske overordentligt effektivt i enhver henseende, og som det eneste i sin art i verden har det da også været genstand for megen opmærksomhed fra en lang række lande over hele kloden.