Det var lørdag den 5. marts 1927. Klokken var 20.12, da Københavns Brandvæsen på en telefonisk alarm blev sendt til Gothersgade 8, hvor en fem etager høj kontor- og lagerbygning i bagerste baggård var brudt i brand. Baggården var fyldt med røg, da før­steudrykningen - sprøjte og stige fra hovedstationen og sprøjte og stige fra Station Adelgade - ankom til brand­stedet og en ildløs, der skulle blive en milepæl i Københavns Brandvæsens historie.

Slukningsarbejdet kom til at vare over otte timer. Det meste af tiden måtte brandmændene arbejde i stærk røg, og 14 blev så medtagne, at de måtte brin­ges på hospitalet. Den brand blev der­for den mere eller mindre direkte an­ledning til, at der tre år senere blev op­rettet en særlig røgdykkertjeneste ved Københavns Brandvæsen.

Galleri

Voldsomme flammer

Fra gårdspladsen var der adgang til den brændende bygning ad tre trap­per. Bygningen var mod gårdspladsen forsynet med vinduer i samtlige etager, mens side- og bagmurene var brand­mur.

Der trængte især røg ud fra lokalerne på 1. sal mellem trappe 1 og trappe 2 og i mindre grad fra bygningens øvrige vinduer højere oppe. Fra trappe 2 blev døren ind til 1. sal sprængt for at man ad den vej kunne starte et slukningsangreb.

Etagen var imidlertid delt med et længdeskillerum, således at baglokalet kun var tilgængeligt fra lokaliteterne mod gårdspladsen. Disse var stærkt ophedede og fyldt med tæt røg, men al­ligevel fik man en slange ført gennem dem og frem til baglokalet. Da en dør til baglokalet blev åbnet, slog ild og røg ud fra det. Samtidig blev et forsøg på fra trappe 1 at trænge frem til baglokalet standset af stærk varme og røg. Heller ikke et angreb fra en sti­ge lykkedes på grund af længdeskille­rummet.

I baglokalet blev branden derfor stadig kraftigere, eftersom alle vægge og skil­lerum var besat med reoler fra gulv til loft med skocreme, cedarolie og andre brændbare sager. Omkring klokken 21 slog voldsomme flammer ud over hove­det på de to mand, der lå med det først fremførte strålerør fra trappe 2.

Udmattet af røgen

Derved blev strålemesteren, som var iført Kønigs Røgapparat, forbrændt på hænder og skuldre og måtte trække sig tilbage med hjælp fra en anden brand­mand. Til dette sted blev der udlagt endnu en slange for at ilden i at brede sig til trappen.

Samtidig trængte man fra trappe 1 gennem et vindue ind på et toilet og derfra ind i baglokalet, hvor en reol med varer imidlertid hindrede vand­strålen i at nå den stærkeste ild. Ved 21.30-tiden var branden stilnet noget af, men kraftig røg trængte stadig ud gennem bygningens højere liggende vinduer.

Det indsatte mandskab var efterhån­den så udmattet af arbejdet i den tætte røg, at der klokken 21.42 blev kaldt as­sistance fra Station Fælledvej. På det tidspunkt var branden ved at gå gen­nem etageadskillelsen til 2. sal med et lager af parfumer og andre kosmetiske artikler, der gav ilden rig næring. Også på denne etage vanskeliggjorde et længdeskillerum indsatsen.

Ilden lod sig ikke standse, men arbejdede sig op gennem bygningen og brød ved 2-ti-den gennem taget. Herved forsvandt den generende røg fra gården og eta­gerne.

Efterhånden blev branden bekæmpet med 13 strålerør på etagerne og fra fire stiger. Yderligere to stiger var tilkaldt fra Station Østerbro klokken 23.00 og fra Station Christianshavn klokken 23.53.

Ved 3-tiden om morgenen var ilden dæmpet så meget, at det første køretøj kunne forlade brandstedet og var til­bage på Station Fælledvej klokken 03.44. På det tidspunkt var de 14 brandfolk bragt på hospitalet - en med forbrændinger og to med røgfor­giftning. 11 fik øjnene i mindre grad betændt.

Røgbeskyttelsen af brandfolk bestod dengang alene af Konigs Røgapparat, som der var et eksemplar af på hver sprøjte. Det var indrettet som en pri­mitiv dykkerhjelm, som fik tilført luft gennem en slange fra en stor, manuelt betjent blæsebælg.

Konigs røghjelm havde man haft siden århundredskiftet. Men dels var der kun een til rådighed på hver motor-sprøjte, dels var luftslangen så kort (20-25 meter), at apparatet gav for rin­ge bevægelsesfrihed. Desuden brugte alle mand samme røghjelm. Branden i Gothersgade 8 fik en vågen brandinspektør, Povl Vinding (senere brandchef), til at interessere sig for en mere effektiv røgbeskyttelse af brand­væsenets mandskab og undersøge, hvad der fandtes på markedet af brug­bart udstyr.

Anvendelsen af giftgasser på den 1. verdenskrigs slagmarker havde gjort en udvikling af åndedrætsbeskyttende midler nødvendig. Efter krigen blev der på grundlag af de opnåede erfaringer fremstillet åndedrætsbe­skyttende udstyr i stor stil til brug for industrien og navnlig arbejdet i miner­ne.

Brandinspektør Poul Vindings store fortjeneste var, at han som den første herhjemme indså, at disse apparater også måtte kunne bruges af brandvæsenet. I et par år blev der så gjort forsøg med ånde­drætsbeskyttende midler af forskellig art.

Blandt andet blev en del af mandska­bet udrustet med forskellige kredsløbs-apparater, der tid efter anden kom på markedet, f.eks. Audos model 1924, Proto og Proxylen samt Drager, der med sin model 1928 var nået længst i udviklingen af åndedrætsbeskyttelse.

Den første brand

Samtidig indså brandvæsenet, at man for at få det fulde udbytte af den nye teknik måtte udskille og centralisere tjenesten med dette materiel, og i maj 1930 oprettedes røgbeskyttelsestjene-sten. Brandinspektør Povl Vinding der fik til opgave at organisere den, blev sendt på kursus i Berlin. Den særlige røgdykkertjeneste blev op­rettet med fast røgdykkerhold på ho­vedstationen den 1. juni 1930. Der var udtaget tre hold og det nødvendige er-statningsmandskab, der fik et lynkur­sus i brugen af kredsløbsapparater. Depot og værksted blev placeret på Station Vesterbro, hvor det har ligget siden.

Røgdykkerne var udstyret med kreds­løbsapparater af typen Drager H.S.S. model 1928, som gav fuldstændig ån­dedrætsbeskyttelse. Det øvrige mand­skab fik filtermasker, der ved at fjerne sodpartiklerne, men ikke røgens giftige gasser, gav delvis åndedrætsbeskyttel­se.

Konigs røghjelm skulle samtidig være afskaffet, men lå længe endnu på sprøjten. Tidligere munderingsme-ster Aksel Lund, der var røgdykker i 27 år, prøvede den til øvelser og fortæller: - Den var for så vidt meget behagelig. Problemet var den manglende bevæ­gelsesfrihed.

Og den var stadig på sprøjten de to første år af besættelsen, hvor utroligt det end lyder, for på det tidspunkt havde vi haft en velorganise­ret røgdykkertjeneste i over ti år.

Røgdykkerne blev første gang anvendt under en brand den 8. juni 1930, da Københavns Brandvæsen klokken 17.55 blev sendt til ejendommen Revalsgade 26-28. Hele tagetagen brænd­te, og ilden var først dæmpet efter to timers indsats.

Hvor vigtig en forbedret røgbeskyttelse var, fremgår klart af oversigten over il­debrande i Københavns Brandvæsens beretning 1930-31:

10. april 1930. Tagbrand i Polensgade 27-29-31. En brandmand røgforgiftet.

28. april 1930. Større brand i St. Kon­gensgade 63 startet i kælderen. To brandmænd røgforgiftet.

6. juni 1930. Hotelværelse udbrændt på hotel »Kongen af Danmark«, Hol­mens Kanal 15. 6 personer bragtes i sikkerhed ad redningsstige. To brand­mænd røgforgiftet.

2. august 1930. Tagbrand i ejendom­men Under Elmene 16. En brandmand røgforgiftet.

10. januar 1931. Stor tagbrand i Colbjørnsensgade 4. En brandmand røg­forgiftet

Slukning indefra

Som de øvrige brandfolk var røgdyk­kerne i starten udstyret med læderhjel­me. De krøllede omgående, når røg­dykkerne »kom i ilden«. Som Aksel Lund siger:

Men disse læderhjelme havde heller aldrig været inde i så stærk varme. Røgdykkerne måtte derfor have andre hjelme. Der blev gjort forsøg med en messinghjelm og en tysk stålhjelm. Valget faldt dog på den kendte, tyske brandhjelm.

Ret hurtigt fik røgdykkerne det lange nakkeslag, som går ned over skuldrene, det var for at beskytte slangerne fra apparatet til masken mod nedfaldende gløder og lignende. De fik øreklapper for ikke at få ørerne forbrændt, særlige hand­sker og halstørklæder.

Når vi en varm sommerdag kom ud til en brand med handsker og halstør­klæder, blev vi tit mødt med tilråbet: -Hva' fa'en,- fryser I, husker Aksel Lund.

Røgtenderen blev det første køretøj her i landet, som var udstyret med en ra­dio, der både kunne sende og modtage. Den var på størrelse med en flyttekasse og var anbragt lige bag førersædet.

Radioen blev brugt til at give tilba­gemeldinger til hovedstationen, siger Aksel Lund. På taget var der en mast, som med et træk inde i vognen kunne rejses lodret op.

Med oprettelsen af røgdykkertjenesten skete der en afgørende omlægning af Københavns Brandvæsens slukningstaktik, der over hele Europa blev kendt som »københavnersystemet«.

I modsætning til andre steder satsede man på ved hjælp af røgdykkere at trænge ind til ilden, og først og frem­mest slukke branden indefra. Desuden gav anvendelsen af veltræne­de og erfarne røgdykkere helt nye mu­ligheder, for at foretage indvendig red­ning. Studiebesøg fra nær og fjern førte til, at man ved en række andre brand­væsener efterlignede systemet og oprettede røgdykkerafdelinger.

Det skete blandt andet ved Oslo Brandvæsen.

Hold lige denne her

Blandt kollegerne fik røgdykkerne ofte en ganske anden modtagelse, fordi der var gamle brandmænd, der ikke rigtigt ville acceptere dem. Det skabte gnid­ninger, som Aksel Lund stadig husker:

3. september 1935 - Branden på S/S United States i 10 meter bassinet.

I 1935 var vi til en skibsbrand. Mens røgdykkerne var på Station Vesterbro for at skifte, lå jeg med en kollega i en kahytsgang. Vi havde kun filtermasker og måtte ikke gå frem, men skulle blot køle af. Da røgdykkerne kom tilbage, kom de ned for at afløse os.

Vi var godt udkørte, og jeg tillod mig at sige: - Uh, det var godt. Hvortil min kollega sagde: - Det skal du fandeme ikke sige om røgdykkerne... de bliver så indbildske. Joh, der var meget vrøvl og ballade, indtil man fandt ud af, at ikke alle egnede sig til at være røgdyk­kere. Der er f.eks. nogle, som lider af klaustrofobi.

Vores apparater var udmærkede, fortsætter Aksel Lund, men de kørte kun i 45 minutter, så skulle vi skifte ilt og kali. Indåndingsluften var meget varm, når vi nærmede os det tids­punkt, hvor vi skulle skifte. Undertiden skete der så det, at en kol­lega, der ikke rigtig havde accepteret røgdykkerne, kom med en ironisk be­mærkning som: - Nåh, skal I allerede skifte. Til sådan en gut sagde vi, når vi havde skiftet kali: - Hold lige denne her. Og så smed han den, for så varm var den.

I december 1943 blev der oprettet end­nu et røgdykkerhold på Station Vester­bro. Fire år senere blev det flyttet til Station Dæmningen.

Jeg har været med til et utal af bran­de, fortæller Aksel Lund. De værste var de store brande under krigen. Skal jeg fremhæve nogen, må det blive branden på radiofabrikken »Always«, Teglværksgade i Sydhavnen, der i ja­nuar 1944 blev saboteret. Brandmester Einer Thomsen var fører på det røgdykkerhold, der havde vagt på Station Vesterbro. Ved middagstid hørte vi et mægtigt brag. Vi for ud og gjorde os klar, og så kom alarmen. Vi kom derfor som første køretøj til fa­brikken og fik at vide, at en mand lå indespærret på 1. sal. Trappen var sprængt væk. Vi fik fat i nogle småsti­ger og fik dem fra taget af et skur rejst til et vindue på etagen.

Her lå manden under nedstyrtede loftsdele m.v. og skreg. Alle seks mand gik i gang. Einer Thomsen holdt øje med loftet, der var et ildhav. Man kun­ne se, at loftet gav sig centimeter for centimeter.

Vi fik fat i patienten og fik ham ud samme vej, som vi var kommet ind. Da den sidste røgdykker var kommet ud og stod på taget af skuret, faldt hele bygningen sammen.

Nogle år senere (1947) fik alle syv mand 1000 kroner og bronzemedaljen fra Carnegiefondet. Jeg husker også en brand i postvæse­nets bygning på Amager Fælledvej. Det brændte kraftigt på første sal. In­den vi gik derop, fik vi at vide, at der var opmagasineret leidol. Vi var to, som gik ind i lokalet og begyndte at slukke af.

Lige pludselig var hele lokalet et brø­lende flammehav. For det var benzin, der var opmagasineret, og ikke leidol. Samtidig hørte vi en mand, der råbte og skreg. Det var en brandmand, der var kravlet efter os, og som nu ikke kunne komme samme vej tilbage.

Jeg kan ikke få luft, jeg brænder, skreg han. Vi fik fat i ham og trak ham hen til et vindue, som han sprang ud gennem på hovedet. Til alt held var det en vinterdag, så der var en del sne på det halvtag, han landede på. Vi sprang efter. Det var et guds under, at der var sne på det halvtag, for det be­tød, at vi landede forholdsvis blødt, si­ger Aksel Lund.

En røgdykkerbrand

Overbrandmester Otto Johannes Eriksen, der blev røgdykker i 1943 og var det i 28 år, husker branden i firmaet »Louis Poul­sen«, Sluseholmen 10, den 9. februar 1966 som den mest deciderede røgdyk­kerbrand, han har været med til.

Det lykkedes at begrænse branden så meget, at bygningen blev reddet, selvom brandvæsenets ledelse mente, at den var fortabt, siger han. Det var en kælderbrand, og der var ikke ret megen udluftning, men det var ikke varmere, end at vi kunne være der. To røgdykkerhold var sat ind. De fik stor hjælp af et sprøjtehold. Ellers vil jeg ikke fremhæve enkelte brande. Vi har alle reddet folk i en-trappeshuse, før de er begyndt at springe ud af vinduerne. Der har også været eksempler på, at i samme øjeblik nogen er sprunget ned i springtæppet, er to røgdykkere dukket op i vinduet og har spurgt hinanden: - Hvor blev de af?

- Det er nærmest en prototype på røgdykkerarbejde, som dårligt nok bliver journaliseret, tilføjer Otto Eriksen. I 1976 blev Station Dæmningens røgdykkerhold på grund af indskrænk­ninger i beredskabet flyttet tilbage til Station Vesterbro som stige/tender­hold, der kan oprettes som røgdykkerhold, hvis det er nødvendigt.

Apparatet

Røgdykkertjenestens første kredsløbs apparater var som nævnt Drager H.S.S. model 1928. Apparatet havde en brugstid på 45 minutter og navnlig en stor ulempe - det var ikke selvdo­serende.

- Vi skulle regulere doseringen manu­elt på en doseringsknap, der sad på ryggen, fortæller Otto Eriksen. Derfor gik vi over til Dragers model 1930, som var selvdoserende. Men de sidste 1928-apparater var i brug endnu i 1970.

I dag er alle røgdykkere udrustet med model »Travox« fra Drager, der har en brugstid på to timer. Så lang tid kan ingen røgdykkere dog arbejde i en brændende og røgfyldt bygning, men det giver en større sikkerhed.

- Skulle en mand blive spærret inde, har han til en time eller mere, påpeger røgdykker Ib Schmidt, der er tillids­mand for røgdykkeriet. Vi har foreta­get et forsøg, som viste, at apparatet blev tømt på fra 85 til 121 minutter. Det samme forsøg viste, at lå man stil­le 5-6 minutter, var apparatet delvis nedkølet. Er en røgdykker blevet ud­mattet, behøver han altså ikke gå helt ned på gaden for at blive afkølet, men kan lægge sig ned og slappe af, indtil apparatet er kølet ned. Model »Travox« er et kilo lettere end sine forgængere. Desuden er de tidlige­re filtre med kaligranulat ersattet af filtre med kalicumgranulat, der bliver knap så varme.

Radioen

Af stor betydning for røgdykkernes sik­kerhed er også de radioer, alle mand er udrustet med. De første fik man i mid­ten af 1960erne, men kun til det faste mandskab. I dag har hver røgdykker sin radio.

I de gamle lædermasker var mikrofo­nen anbragt ved munden og modtage­ren i den ene øreklap. Nu sidder det hele i masken, og de nye radioer er 100 procent effektive, siger Ib Schmidt. Alene det at alle har radio, har givet os større bevægelsesfrihed.

For røgdykkerføreren har konstant ra­diokontakt med sine folk. Han skal ikke som tidligere under f.eks. en tag­brand over flere opgange først gå helt op ad een trappe for at se til sine folk, gå ned igen og helt op ad den næste trappe osv.

Tillids­mand for røgdykkerne i jubilæumså­ret 1980, Ib Schmidt fortæller:

Ordningen med Vesterbros stige/ tenderhold som alternativt røgdykker­hold fungerer ikke tilfredsstillende. For det er overladt til reservevagtha­vende brandinspektør ved en ny brand at vurdere, om han vil have det opret­tet, hvis hovedstationens røgdykkere er bundet til en anden opgave. Vi så gerne, at holdet blev oprettet automa­tisk, når hovedstationens røgdykkere er i brug.

Vi har vore apparater på tenderen. To mand er på stigen, hvor den ene er fast stigechauffør, og fire mand er på ten­deren. I april blev vi som stige/tender­hold kaldt til en brand på Frederiks­berg Allé, hvor hovedstationens røg­dykkere var indsat.

Så blev der sendt en udrykning til Ny­havn. Alarmcentralen sendte tenderen til adressen som røgtender og meddel­te, at stigen kunne køre hjem. Røgdyk­kerføreren kaldte op og sagde, at stigen skulle med, fordi der var en røgdykker på køretøjet. Den slags misforståelser kunne undgåes, hvis vi automatisk blev oprettet.

Mere følger af denne historie når vi i museet finder det frem...