alt
 
alt
 
 
 
 
Sygetransportens oprettelse
 
Fra 1957-58 specificerede Køben­havns Brandvæsen sine opgaver i hen­holdsvis egentlig ambulancekørsel og sygetransport.
Til sygetransporter hørte bl. a. hjemkørsel fra hospital og overflytninger af patienter mellem forskellige ho­spitaler.
I 1957-58 udgjorde antal­let af kørte sygetransporter ca. 4900 årligt, svarende til 19% af alle ambulance­ture.
 
Et meget stort antal sygetranspor­ter blev udført af Københavns Hospi­talsvæsens sygevogne. Det gjaldt fx befordringen af liggende og gangbe­sværede patienter i forbindelse med bl. a. indlæggelser og ambulant be­handling.
 
I 1954 blev hospitalsvæse­nets kørselsvirksomhed centraliseret og henlagt til Kommunehospitalet.
 
Her gav udviklingen af kørsels-virksomheden, og dermed forøgelsen af vognparken efterhånden stigende pladsproblemer for både mandskab og køretøjer. I 1966 iværksattes undersø­gelser af mulige løsninger, og samti­dig begyndte man at overveje helt at overflytte kørselsvirksomheden til Københavns Brandvæsen.
 
Garageanlæg ved Station T
Resultatet blev, at brandvæsenets areal ved station Tomsgården på Frederiks­sundsvej i 1971 blev forøget med ca. 300 m2 overført fra naboen Køben­havns Belysningsvæsen, hvorefter der var tilstrækkelig plads til opførelse af et garage- og parkeringsanlæg til de ca. 20 køretøjer, der var tale om. Samme år fik brandvæsenet bevilget det nødvendige beløb til bygning af anlægget, som hospitalsvæsenet i før­ste omgang skulle leje.
 
 
Anlægget bestod af en kombine­ret mandskabs-, kontor- og garage­bygning. I de opvarmede garager var der plads til seks vogne, mens der på det udendørs parkeringsareal var plads til de resterende ca. 14 vogne. Anlæg­get blev taget i brug den 16. septem­ber 1972.
 
Sygevognene skulle kunne ind­sættes som ambulancer i forbindelse med store ulykker og katastrofer, så de fik monteret udrykningshorn og -lygter samt forskelligt special apparatur, såsom iltflaske, el-udsugningsapparat, åndedrætspose, tryk­bandager, skinner mv. svarende til ud­styret i brandvæsenets ambulancer. Endvidere installeredes med tiden ra­dio, der på en særlig frekvens på 81,2000 Mhz gav for­bindelse med det nye vagtmester­kontor på garageanlægget.
 
På kort sigt var det planen at over­føre sygetransporterne fra hospitals­væsenet til Københavns Brandvæsen, og på længere sigt helt at sammen­lægge arbejdsopgaverne omkring sy­getransport- og ambulancetjeneste.
Sygetr ansporttjenesten
 
Den 1. april 1974 blev hospitalsvæse­nets kørselsvirksomhed overført til Københavns Brandvæsen, som sam­lede de nye aktiviteter i en særlig tje­neste: Sygetransporttjenesten.
De hospitalsportører og garage­arbejdere, der hidtil havde været be­skæftiget ved kørselsvirksomheden, blev tilbudt ansættelse ved Køben­havns Brandvæsens sygetransport­tjeneste. Det drejede sig om 54 med­arbejdere, hvoraf kun to undlod at tage mod tilbuddet. Endvidere havde de fem beskæftigede vagtmestre pligt til at overgå til tjeneste ved brandvæse­net.
 
Allerede fra den 1. november 1969 havde Københavns Brand­væsens ambulancer faktisk udført ho­spitalsvæsenets kørsel i nattimerne. Den midlertidige ordning blev kun etableret for et halvt år, men den var blevet forlænget og havde været gæl­dende lige siden. Nogen tid efter etab­leringen af sygetransporttjenesten bemandedes en af vognene herfra til kørsel i nattimerne.
 
Ligeledes fra 1969 havde Køben­havns Brandvæsen ved nyansættelser af brandmænd gjort opmærksom på, at brandmændene i givet fald måtte indstille sig på at køre sygetransport på effektiv tid. I sygetransporttjenesten var vagterne på otte timer, i modsæt­ning til 24 timers vagterne ved ildløs­og ambulancetjenesten. Og siden op­rettelsen af sygetransporttjenesten i 1974, har hovedreglen for de yngre brandmænd da også været, at de på skift har været stationeret ved denne tjeneste i en eller flere perioder. Brand­væsenets interne forkortelse for den nye tjeneste blev STT.
 
Birger Osuch der nu er pensioneret fra brandvæsenet, beretter her følgende om sin tid i sygetransporttjenesten...
 
 
Københavns Brandvæsens sygetransporttjeneste stammer oprindeligt fra Kommunehospitalets kørselsafdeling, som fra min dato starter den 01.01.1972.
 
30. august blev køreportørerne meddelt at Hospitalsvæsenets kørselsvirksomhed skulle flytte til de nye lokaler på Brandstation T.
 
 
 
Vognparken bestod dengang af 18 sygetransportvogne, sorte Volvo Amazoner, grå Mercedes og hvide engelske Morrisvogne,
som var de eneste der var forsynet med blå blink og udrykningshorn.
 
 
På Kommunehospitalet var der også en mindre vaskehal hvor der var ansat 3 mand som mødte kl. 05.00 om morgenen for at vaske, tanke, og kontrollere olien, luft i dækkene og andet på bilerne, så de var i orden når det kørende personale mødte, og de så kunne sætte sig direkte i bilerne og køre turerne.
 
 
Garagepersonalet var udelukkende ansat til at tage sig af bilerne som også omfattede hovedrengøring, værkstedsbesøg og til årligt syn hos Statens Bilsyn. Ved sygdom, ferie og fridage fra garagepersonalets side, blev andre portører, herunder vi som var faste afløsere i kørselen, beordret til at møde i garagen kl. 05.00 fra tid til anden og deltog så i garagens tjeneste som ovenfor beskrevet.
 
 
Tjenesten i garagen kunne i særlige tilfælde blive betragtet som skånejob. Sygebilerne blev af garagen, som det hed i daglig tale, tanket på Blegdamshospitalet, men ved lukningen af Blegdamshospitalet, tankede vi hos Esso på Israels Plads.
Klokken ca. 07.00, om morgenen, blev bilnøglerne afleveret på kørselsafdelingens vagtmesterkontor og når kørepersonalet mødte, gik vi op til vagtmesteren og fik så udleveret nøglerne til vore biler. Hvert kørehold, som var nummereret fra 1-17 + nr. 20, havde sin egen bil, som vi betragtede som vores personlige ejendom, så når vi fik udleveret en anden bil, blev vi meget kede af det, man synes jo altid bedst om sin egen.
 
Bilnumrene 18 og 19 var midlertidig udgået, det havde i sin tid været personbiler til siddende patienttransport men var nu nedlagt. Taxa foretog siddende sygetransport.
Vore tjenestetider var fra kl. 07.00, 07.30, 08.00, 08.30, 09.30, 11,30, 14.30 og kl. 16.00 og 8 timer frem. I weekenderne kørte der kun 3 dagvogne og 3 eftermiddagsvogne. Når vi mødte om morgenen fik vi udleveret vore bilnøgler. På bilnøglerne var der en lille plade med et nummer, f. eks. 912, som svarede til bilens nummerplades sidste 3 cifre, eksempel KA 49.912, på omtalte bil startede jeg min karriere som bærepind med en ældre og erfaren chauffør.
 
INDLÆGGELSER
Patienter som skulle indlægges via læge og visitation fra egen bopæl til et af Københavns hospitaler, f.eks. Kommunehospitalet, Bispebjerg Hospital, Blegdamshospitalet, Øresundshospitalet, Sundby Hospital, Fuglebakkens Børnehospital, Hvidovre Hospital og Rudolf Berg Hospital. Af andre hospitaler kan nævnes Frederiksberg Hospital, Diakonissestiftelsen, Sankt Elisabeth Hospital, KAS Gentofte Amtssygehus, KAS Glostrup Amtssygehus og Sankt Lucas Stiftelsen.
 
Hospitaler som f. eks. Rigshospitalet, De gamles By og Nørre Hospital kørte vi sjældent til, da de var under en anden magistrat. Efter opførelsen af Herlev Hospital, kørte vi også dertil. Flere af ovennævnte hospitaler er i mellemtiden blevet nedlagt men nu kører vi til alle hospitaler. Der blev også foretaget transport af patienter som var blevet faste beboere på diverse plejehjem i København.
 
Det var ikke ualmindeligt at vi indlagde patienter som skulle hentes hos patientens egen læge, stadig gennem visitationen, men patientens tilstand kunne være så dårlig, bl.a. hjertepatienter, at lægen ikke ville sende patienten hjem og blive afhentet fra egen bolig. Efter endt hospitalsindlæggelse blev patienten udskrevet og de patienter som ikke selv kunne klare at komme hjem, blev ligeledes transporteret hjem af os.
 
 
BEHANDLINGSTURE
Hvis en patient f. eks. er blevet udskrevet fra hospitalet til eget hjem med et brækket ben, har hospitalet i forvejen indgået en aftale med patienten om at møde til kontrol på hospitalet på en given dato. Sengeafdelingen kontakter så tilhørende ambulatorium angående ovenstående patient og ambulatoriet bestiller så en sygetransport senest dagen før patienten skal komme til kontrol.
 
I ovenstående tilfælde er der tale om et kirurgisk ambulatorium men vi kører også til medicinske ambulatorier, øjenambulatorier, hals-næse- & øreambulatorier, røntgenkliniker, kort sagt, al form for ambulant behandling. De fleste af ovennævnte patienter bliver også kørt hjem igen efter endt behandling, men i enkelte tilfælde kan det hænde at patienten bliver indlagt pga. diverse årsager og andre patienter kan være så "raske" at de kommer hjem på anden måde, f. eks. siddende i en Taxa eller en pårørende kører patienten hjem.
 
Patienter som er indlagt på et hospital bliver også kørt til behandling på et andet hospital, her kan nævnes Finseninstituttet og Radiumstationen og disse patienter ventede vi altid på da behandlingen kunne vare ned til under 1 minut og de var i mange tilfælde dårlige og kunne på denne måde komme hurtigt retur. Fra Fuglebakkens Børnehospital kørte vi mange børn over til Frederiksberg hospitals behandlingsafdelinger og retur.
 
 En gylden tommelfinger regel havde vi. Indlæggelser havde 1. prioritet da man ikke kendte patientens tilstand, 2. prioritet havde indgående ambulatorieture da de altid har en bestemt mødetid, som gerne skulle overholdes, også af hensyn til andre patienter som også har deres mødetider og samtidig hente patienter som var færdigbehandlet så der hele tiden var en ledig plads til næste patient.
 
 
HJEMKØRSEL EFTER ENDT INDLÆGGELSE
Når en patient var klar til udskrivning til eget hjem eller overførsel til plejehjem, blev der også sendt bud efter os. Disse hjemture var de sidste som blev kørt, da langt de fleste patienter skulle have mad før de endelig blev udskrevet.
En meget vigtig ting som vi skulle være meget opmærksomme på, var, at der kunne være hjemmehjælp på patientens adresse og at hjemmehjælpen ikke kunne komme ind før vi kom med patienten og dennes nøgle.
 
Disse to koordineringer skulle være meget præcise.
Som udgangspunkt kan nævnes, at ca. 99 % af patienterne blev båret både op og ned fra opgangens øverste etager, så de helt tunge patienter kunne tage pusten fra selv de mest garvede ambulancefolk.
 
LANDTURE
Ture som var meget populære, var landturene, men det var hovedsagelig indenfor en radius af 30 km. vi kørte, så de mest besøgte hospitaler var Sankt hans Hospital og Lindegården i Roskilde, som hørte under Københavns kommune. Københavns kommune havde dog også aftale med andre hospitaler og plejehjem på Sjælland f eks. et plejehjem i Nøddebo, et plejehjem i Frederikssund, plejehjemmet Næsseslottet i Holte og Overførstegården i Gentofte, blot for at nævne nogle steder.
 
Ture fra resten af Sjælland, Fyn og Jylland blev foretaget af Falck. Hvorfor var disse ture så populære, jo, vi kom lidt væk fra København og fik på denne måde andre indtryk. Der var streng kontrol med disse ture, hvad er vores og hvad er deres.
 
Personligt havde jeg en tur fra Nykøbing Sjælland sygehus' skadestue hvor vi skulle afhente en københavnerpatient som skulle til et københavnerhospital og ved siden af københavneren lå en frederiksbergborger som skulle til Frederiksberg Hospital, så Nykøbing Sjælland sygehus spurgte, om vi ikke kunne tage frederiksbergborgeren med, så jeg undersøgte sagen, men fik afslag fra mit vagtmesterkontor, så vi måtte køre med kun en patient. Lægen på skadestuen rystede fortvivlet på hovedet.
 
På et tidspunkt efter sammenlægningen og andre reformer, overtog brandvæsenet alle landture, så nu var alle Danmarks sygehuse lagt ind under brandvæsenet.
 
 
KOMMUNEHOSPITALETS SYGEVOGNE
Hvis en hospitalsportør ønskede at komme til KTTs kørselsafdeling, indgav man en mundtlig ansøgning og blev så optaget på vagtmesterens liste over afløsere til kørselstjenesten. Kørselen var almindeligt portørarbejde, men for at komme fast i kørselen, skulle man have det lille erhvervskørekort, afløserne behøvede dog ikke at have kørekort.
 
 
Som tidligere nævnt, kunne vi komme i garagen, men når der var ferie, sygdom eller enkeltstående fridage blandt kørepersonalet, blev vi sat på en sygevogn og fulgte vognens turnus over en længere eller kortere periode. Som fast afløser blev vi uniformerede og var for det meste tjenestegørende ved kørselen. Når der så blev en ledig plads på en af vognene blev man sat på som hjælper og nu var man så fast ansat ved kørselen og fik titel som køreportør og havde så ikke noget med selve hospitalet at gøre mere. Som hjælper på sygevognene, blev vi også kaldt bærepinde.
 
 
For at blive køreportør skulle vi ikke have nogen form for ekstrauddannelse eller andet, så vore vogne var meget spartansk indrettet. Af udstyr/genoplivningsudstyr var der intet af, kun et håndklæde og nogle brækbakker, vi foretog udelukkende patienttransport og som køreportør kendte vi intet til sygdomme osv.
 
Blev en patient dårlig, tog personalet en beslutning som enten gik ud på at tilkalde en ambulance eller blive eskorteret af en politipatrulje eller sætte et hvidt håndklæde i vinduet, og bruge bilens horn. Denne episode skulle meldes til vor vagtmester som så skulle underrette politiet.
 
 
I forbindelse med brandvæsenets overtagelse afkørselen, blev vore vogne malet fra grå farve til rød og sort farve, fik monteret udrykningshorn og blå blink samt montering af genoplivningsudstyr. I denne forbindelse skulle vi køreportører på brandvæsenets ambulanceskole, hvilket vi så meget frem til og gik op i med stor interesse.
 
 
Af de køretøjer som overgik til Københavns Brandvæsen, var alle de grå Mercedeser, mens de hvide engelske og de sorte
sygebiler blev kasseret.
 
 
 
En ting som var til stor gene, da vort udgangspunkt var Kommunehospitalet, var, at når vi landede på et hospital, f. eks. Sundby Hospital, skulle vi låne en telefon på hospitalet og ringe hjem til vor vagtmester, og hvis der så ingen ture var, skulle vi køre til KH og melde os hjemme.
 
Når vi så ankom til KH, var det ikke helt ualmindeligt at en ny tur var indgået ude på Amager, hvilket så betød, at vi kunne køre derud igen. Når vi endte hos en patient efter endt hjemkørsel, bad vi som regel om lov til at låne patientens telefon og på denne måde få en ny opgave. En praktisk planlægning var at få det hele til at passe sammen så vi kørte fra hospital til patientens bolig, derfra til en ny adresse og ende på et hospital og fra hospitalet låne en telefon og ringe "hjem".
 
 
I forbindelse med overgangen til brandvæsenet den 01.04.1974, blev vore sygevogne installeret med radio og vagtmesterkonteret en tilsvarende radiopult, hvilket gjorde hverdagen betydeligt lettere og mange spildkilometer hermed sparet. Al kommunikation foregik stort set nu gennem vore radioer i vognene, dog kunne der altid opstå problemer diverse steder, så vi måtte låne en telefon til fornøden samtale.
 
KOMMUNEHOSPITALETS KØRSELSKONTOR.
KH’s kørselskontor, som mødte kl. 07.00 om morgenen, lå i sin tid dør om dør med KH’s visitation og arbejdede sammen til kl. 15.00 om eftermiddagen hvor kørselskontoret og visitationen flyttede over på hospitalets patientkontor og blev der, til kørselen lukkede kl. 23.00, visitationen fortsatte dog, men resten af natten blev turene kørt af brandvæsenet.
 
KH's kørsel og visitationen arbejde tæt sammen, men da kørselen flyttede ud på Tomsgårdens brandstation, foregik al kommunikation på telefon og det personlige islæt forsvandt. Visitationen ringede ud til kørselen og bestilte indlæggelser som skulle køres inden for en time.
 
Ambulatorierne bestilte ture som skulle køres dagen efter og bestilte ligeledes de samme ture retur når patienterne var færdigbehandlet.
Sengeafdelingerne ringede for det meste når patienterne skulle udskrives og skulle som regel hjem samme dag som de blev bestilt men kunne dog godt bestille en hjemkørsel til "i morgen".
Med tiden blev turene også bestilt via telefax.
 
 
KØRSELSKONTORETS BEMANDING
På kørselskontoret/vagtmesterkontoret var der 1 vagtmester som var overordnet og havde med alt personalet at gøre, modtage meddelelse om sygdom fra personalet, tilrettelægge ferie, placere mandskab ved sygdom, ferie og andre fridage på vognene og i garagen. Derudover var der 1 vagtmester som styrede vognene ude i marken og sendte dem fra det ene sted til det andet når de meldte klar.
 
Denne vagtmester skulle i princippet ikke tage telefonen når den ringede da en eventuel længere telefonsamtale kunne sinke de vogne som kaldte op for en eventuel vigtig meddelelse. Til at tage telefonerne når hospitalerne ringede, var der 2 andre vagtmestre som klarede denne opgave, ligesom de også skulle svare på samtaler fra vognene som af en eller anden grund måtte ringe hjem og vagtmestrene skulle så indbyrdes finde en løsning på problemet.
 
 
Ved frokost skulle en af de andre overtage styringen af vognene. Vagtmestrene mødte fra kl. 07.00 til kl. 15.00 og fra kl. 15.00 til 23.00 om hverdagen men om lørdagen, om søndagen og andre helligdage, var der kun en vagtmester om dagen og en om eftermiddagen. I weekenden var der ikke det helt store pres på telefonerne, tænk på, ambulatorierne havde jo også lukket i weekenden, undtaget herfra, er visitationen, så det var kun indlæggelser vi skulle foretage os.
 
Den eneste form for fast behandlingstur, var patienter som skulle til dialysebehandling og deres udtur skulle være meget præcis da behandlingen skulle starte præcis på dialyseafdelingen.
 
En skadestue kunne også bestille en behandlingstur, f.eks. hvis en patients gips eller anden form for forbinding ikke var som den skulle være, skulle vi bringe patienten til skadestuen, som så rettede skaden og vi kørte så patienten hjem igen.
 
 
Som køreportør/brandmand ved STT. kunne vi søge som afløser på vagtmesterkontoret og denne tjeneste var meget populær for nogle af kollegerne, da det jo samtidig betød, at man havde mulighed for at avancere til vagtmester og være der til man gik på pension. Det skal lige bemærkes, at langt de fleste som kørte, ikke blev ved denne tjeneste hele tiden,da man jo ikke bliver yngre med tiden og mange pådrog sig forskellige former for skader og ikke kunne køre mere..
 
 
 
Vi fortsætter med at skrive på historien så den kommer op til dato...